Knapper på ryggen
Eftersom LG G2 har fået placeret alle knapperne på “ryggen”, kan det til tider være ubelejligt at benytte dem.

Forestil dig at G2 er placeret i en holder i bilen og du skal bruge navigationen. Eller at den ligger fladt på bordet og du skal tjekke mails.

Her er knock on-funktionen genial – i hvert fald i teorien.

Teori
Knock on-funktionen vækker telefonen af dens Tornerose-søvn ved to lette “tryk” (= dobbeltklik på musesprog) på skærmen. Der skal “dobbeltklikkes” med fingeren, da det er touchskærmen, der reagerer på trykkene – ikke bevægelsessensorerne i telefonen. Det må så igen betyde, at G2 altid har strøm på touchsensoren, så der kan “lyttes efter” tryk. Imponerende at det kan lade sig gøre med de batteritider, G2 præsterer (se evt. kategorien “Batteri”).

Praksis
I praksis er det dog ikke altid, at funktionen fungerer helt efter hensigten. Og selv efter næsten to uger med G2, har jeg ikke formået at gennemskue, hvorfor knock on nogen gange bare ikke vil virke.

I værste fald har jeg været uden for, at der skal “dobbeltklikkes” (dobbeltkysses?) 3-5 gange, før Tornerose vågner op til dåd. Det er utilfredsstillende.

Højst uvidenskabelig test
Jeg har udført min egen lille uvidenskabelige test – med følgende resultater:

– Ved tryk indenfor 1 cm fra kanten af skærmen hedder hitraten oplåsning omkring hver 10. gang.

– Ved tryk “midt på” skærmen, har jeg en hitrate med oplåsning ca. 2 ud af 3 gange.

Min oplevelse er endvidere, at oplåsningen går lidt mere trægt, hvis G2 har ligget stille et stykke tid. Så spørgsmålet er, om touchsensoren alligevel går lidt for meget i “dvale”, så den er for lang tid om at vågne?

Knock on’s bedre halvdel
Hvor der er lys er der mørke og hvor der er godhed er der ondskab (gaaaaaab – hvor vil han nu hen?).

Så derfor – hvis der er noget, der hedder “knock on”, må der jo nødvendigvis også være en tilhørende “knock off”. Og måske også “knock up”? smiley

Så derfor kan jeg med glæde berette, at “knock off” med G2 i mine hænder virker så godt som hver evig eneste gang. Den anden halvdel af knock on-funktionen er altså bundsolid.

Konklusion
Knock on er en genial funktion. Det kan godt være, at LG ikke var først med den (der var noget med Nokia?) – men det bliver den jo ikke ringere af.

Men min hitrate med knock on er desværre ikke helt høj nok. Jeg kan gå med til, at knock on fejler omkring hver 10-20. gang, men hver tredje (og nogen gange mere) er bare ikke godt nok.

Så en softwareopdatering der kan forbedre knock on er vist på sin plads. Eller måske LG kunne omkode funktionen en smule, så den får (mere) hjælp fra bevægelsessensorerne?

Men hold pølsefingrene fra “knock off” – den fungerer hver gang!

Endnu mere om skærmen?
Det var vist det om skærmen i denne ombæring.

Men jeg kan ikke afvise, at jeg finder på andre mærkelige ting at teste, som involverer LG G2’s skærm.

Men ellers bevæger vi os snart ind i 3. testuge, hvor der skal fokuseres på “Anvendelighed”.

Så kig forbi igen senere… smiley